Metakognitiv tænkning.

Det er skolernes sommerferie, forstil dig at du 9 år gammel og graver et hul i sandkanten med din grønne plastik skovl fra fætter BR du lige har fået. Du graver og graver, men uanset hvor ihærdigt du forsøger at grave, skylder bølgerne ind over sandkanten og gør det mere besværligt at grave, fordi det bliver fyldt op med vand. Og det vand skal du have op før du kan fortsætte med at grave.

Det er lidt ligesom at grave i din fortid og traumer, jo mere du graver jo mere besværliggør du det for dig selv. Hvorfor grave et hul et besværligt sted? Hvor stedet du graver kun bliver fyldt op med endnu mere skidt, så du skal kæmpe endnu hårdere?

Stop med at grav i vandkanten, og begynd at vand græsset i stedet. Hullet i vandkanten er kun midlertidigt. Det er en flugt, du graver et hul for at fylde det ud med noget andet, der får dig væk fra realiteten et kort øjeblik, ligesom jeg nok et eller andet sted selv gør i skrivende stund.
Fuldstændig ligesom at tisse i bukserne, det er varmt et kort øjeblik, men så bliver det også koldt igen.
Vander du græsset vokser det selv om natten, når alting er mørkt og dystert. Hvorfor overleve når du kan leve? Hvorfor grave det samme hul igen og igen når du kan ligge på græsset under solen og smile.

Ingen er født til at gå baglæns hvorfor skal vi så forsøge at lære os selv det? Når det er meget nemmere at gå fremad.